08. december 2025

Efter nytår starter Science Girls klubben i Frederikssund

Når juleferien er slut, kan piger i alderen 13-19 år melde sig til et nyt fritidstilbud i Frederikssund, som har til formål at styrke kendskabet og interessen for STEM – Science, Technology, Engineering, and Mathematics. Fag som ofte opfattes som nørdede og traditionelt tiltrækker flere drenge end piger.

Informationsmøde

  • Tirsdag 27. januar kl. 16-19
  • MakerVærket, Frederikssund Gymnasium, Odinsvej 6, 3600 Frederikssund

Tilmelding her

eller via QR-kode her:

Der er brug for flere piger og kvinder med viden og lyst til at arbejde i Deep Tech, IT, AI, den brede mængde ingeniørfag og også håndværksorienterede STEM-fag. Det kræver flere inkluderende fællesskaber – både fagligt og socialt. Med fritidsklubben Science Girls får piger i Frederikssund mulighed for at møde kvindelige rollemodeller, besøge relevante virksomheder og arbejde praktisk sammen om kreative, faglige forsøg. Og de får mulighed for at møde andre piger, som også har en spirende interesse for videnskab og STEM-faglighed. Science Girls-klubben er allerede aktiv i Lyngby-Taarbæk, og foldes efter nytår også ud i Frederikssund.

 

Fra Lyngby til Frederikssund
Fritidsklubben udspringer af et stort engagement blandt virksomheder, skoler og ungdomsuddannelser i Lyngby. Klubben har eksisteret i 2,5 år og har i dag 180 tilmeldte piger, månedlige klubmøder og har udvidet med både en intens videoproduktion og flere afledte nye initiativer målrettet både familier og kvinder i STEM virksomheder og på næste uddannelsesniveau.

”Jeg mener bestemt, at vi har fundet en stærk model for at skabe et værdifuldt fællesskab, som rækker udover den spirende interesse for videnskab. I Science Girls-klubben kan pigerne være med i flere år, og de danner venskaber på tværs af årgange og interesser. Pigerne kommer ind bag facaden hos erhvervsvirksomheder og ser, hvorfor og hvordan videnskab bruges i produktion og processer. De kvindelige rollemodeller i virksomhederne møder pigerne med interesse og begejstring for eget fag – og afliver samtidig en masse myter om, at det kræver helt særlig høj begavelse at beskæftige sig med de her fag, siger Anéh Christina Hajdu, administrerende direktør i foreningen Science City Lyngby, som har udviklet konceptet i tæt samarbejde med partnervirksomheder og relevante organisationer.

Frederikssund-klubben
I Frederikssund vil Science Girls-klubben have hjemme i MakerVærket på Frederikssund Gymnasium, hvor pigerne vil kunne arbejde konkret og praksisnært med relevante emner, samtidig vil de ligesom i Lyngby også blive inviteret til virksomhedsbesøg og møde unge og ældre kvinder, som kan inspirere og være rollemodeller for de unge.

’Jeg glæder mig meget over, at vi i Frederikssund om et øjeblik åbner et fritidstilbud til piger i alderen 13-19 år med fokus på fællesskab, videnskab og STEM-faglighed. Erfaringerne fra Lyngby er både overbevisende og imponerende, så jeg forventer også, at mange piger hos os får øjnene op for de fantastiske fagligheder som naturvidenskabelige uddannelser og arbejdsmiljøer rummer. En stor tak til de erhvervsvirksomheder som vil åbne dørene – og til foreningen Science City Lyngby, som står bag initiativet”, understreger Tina Tving Stauning, borgmester i Frederikssund.

Frederikssund kommune stiller lokalerne i MakerVærket til rådighed, men har ikke indgået økonomisk aftale om drift og udvikling af klubben. Etableringen er kommet i stand ved en donation fra virksomheden Topsoe, som har hovedsæde i Lyngby og fabrik i Frederikssund og har været medlem af foreningen Science City Lyngby siden 2012.

”Vores samfund og det danske arbejdsmarked har brug for flere unge mennesker, som interesserer sig for de naturfaglige fag. På sigt vil vi stå med en alvorlig udfordring, da vi i Danmark i 2030 vil mangle ca. 35.000 medarbejdere i STEM-relaterede jobs. Historisk er det primært drenge, som læser videre inden for STEM-fagene, og det er desværre ikke nok. Hos Topsoe ønsker vi en højere grad af mangfoldighed, som hjælper på idegenerering, så vi kan udvikle de bedste løsninger til fremtidens udfordringer. Derfor arbejder vi aktivt sammen med Science Girls for at få flere piger og unge kvinder til at se de spændende muligheder for eksempel inden for klima- og miljøteknologi”, Siger Peter Kirkegaard, HR-direktør hos Topsoe.

Informationsmøde
Der er informationsmøde for forældre og piger i grundskolen og på ungdomsuddannelserne i januar og derefter hver måned tilbydes et fagligt og socialt klubmøde i Science Girls-klubben. Det er ligeledes ambitionen at udvikle familierettede Science Family Labs-aktiviteter hvert kvartal, hvor forældre og piger kan arbejde sammen om faglige forsøg, mens de hygger sig og bliver klogere på et STEM-emne. Desuden er det planen at opbygge et Science Sisters-netværk blandt kvindelige rollemodeller, Kvinder i STEM-virksomheder og på næste uddannelsesniveau.

 

Informationsmøde

  • Tirsdag 27. januar kl. 16-19
  • MakerVærket, Frederikssund Gymnasium, Odinsvej 6, 3600 Frederikssund

 

Tilmelding her

eller via QR-kode her:

 

For yderligere oplysninger kontakt:

  • Anéh Christina Hajdu, admin. direktør Science City Lyngby, mobil: 2122 2692
    Science City Lyngby
  • Morten Jensen, afdelingsleder for skole og klub, Center for Børn og Skole, mobil: 2912 3931
    www.frederikssund.dk 

 

Sagt om klubben af science girls i Lyngby:

“Det er meget vigtigt med det sociale- det er vores mødested og det er altid hyggeligt. Det er godt, at vi nogle gange bliver blandet i grupperne, så man møder nye mennesker end dem man er kommet med. Klublederen gør det virkelig godt så man føler sig velkommen. Det gør at man kommer- også på en regnvejrsdag og selvom man har travlt”

“I skal ikke være bange for, at vi pludselig ikke vil være en del af klubben, vi synes det er det fedeste i hele verden, og jeg har veninder fra andre kommuner der spørger, om de må være med.”

“Virksomhederne er noget af det fedeste. Jeg kigger på instagram og tænker ”det er jeg gået glip af

”Nu ved jeg 100 procent at jeg vil gå HTX-vejen”

“Jeg tror jeg skal læse geoteknologi videre i mit liv. Jeg vidste ikke at Geo science kunne være SÅ sjovt”

“Jeg er blevet meget mere åben over for byggebranchen – og at der også er folk som tegner, laver elektricitet og vand osv.”

“Jeg er virkelig blevet mere bevidst om, hvor godt vand, vi har i Danmark. Det er virkelig verdens bedste, og det skal vi passe godt på.”

“Det var hyggeligt at mødes til hygge og fællesskab med de andre. Jeg er også blevet venner med nogle fra min skole fra en anden årgang gennem klubben!”

“Jeg var vild med det kreative koblet sammen med at vi lige havde hørt en masse teknisk om rummet.”

 

Sagt af forældre til science girls i Lyngby:

“Science Girls er et genialt koncept, hvor piger fra 7. klasse og til 3G på tværs af årgange mødes til lærerige events med fokus på Science. Møderne finder dels sted i klublokale med gæster som astrofysiker Anja C Andersen, besøg fra Rudolph Care om kemi i kosmetik, raketforsker fra DTU Space og mange andre. Pigerne kommer også på virksomhedsbesøg fx hos Novonesis, GEO, Topsoe, Nationalmuseet, Bakken og LIFE Fonden, hvor der blev bygget og affyret raketter. Møderne kombinerer altid teori, forsøg og hyggeligt samvær. Man mærker tydeligt, at det er ildsjæle, som står bag for at give vores unge inspirerende og lærerige oplevelser indenfor den videnskabelige verden. Jeg vil til enhver tidanbefale Science Girls til piger, som ønsker at være del af et lærerigt fællesskab om Science.”

“Science Girls formår gennem spændende arrangementer og et stærkt pigenetværk at vække interesse for science-fagene, som betyder, at min datter i 8. klasse er opslugt af biologi, kemi og teknologi – og nu har fået øjnene op for alle de spændende uddannelser, som måske ikke ellers ville have været på hendes radar” mor, til science girls

”Science Girls er med til at synliggøre jobs og virksomheder. Der arbejder med videnskab, udvikler naturfag og iværksættere og andre spændende områder, som pigerne ikke har kendskab til. Derudover er det helt vildt organiseret fra jeres side af. Nogle meget flotte oplæg, fine virksomhedsbesøg, jeres klubevents hvor pigerne selv får lov til at lave forsøg mv. Og så er i gode til at synliggøre det gode fællesskab.” mor til en science girls

“1000 tak for et spændende klubmøde i Science Girls i går på virksomhedsbesøg og for at møde Alma lige der hvor hun er. Hun er vild med sin hoodie og er spændt på at designe logoet for Science Girls – hvor er det godt set af jer at involvere hende på den måde! Vi er dybt imponerede over jeres kapacitet til at bygge fællesskab og give pigerne helt unikke og livsændrende oplevelser. Alma har virkelig en passion for science og det er så vigtigt at hun får adgang til de her oplevelser der forsikrer hende om at det er tilgængeligt at beskæftige sig med, trods hendes sårbarhed, og at hun ikke alene.” mor til science girl

Seneste nyt fra Science City Lyngby

19. december, 2025

Tak til alle medlemmer for et strålende 2025 !

Vi har samlet highlights for udvikling og aktiviteterne for 2025. Klik dig til en tour de force på 2025.
2. december, 2025

Science Girls-klubben i rivende udvikling

De seneste seks måneder har 25 nye piger tilmeldt sig Science Girls-klubben i Lyngby. Det var en af nyhederne til partnerskabsmødet.
1. december, 2025

Courage over comfort!

This Science Sisters meeting’s topic was “Seize the opportunity – a moment when you stepped out of your comfort zone and embraced a new challenge”.
22. november, 2025

Startup Bootcamp 2025

En masse unge trodsede i weekenden novembermørket og kulden for at deltage i Startup Bootcamp 2025.

Modtag Nyhedsbrev


Receive our Newsletter