Hvad skal der egentlig til for at gå fra en god idé til noget, man kan føre ud i livet? Det kan du høre mere om til Startup Lab d. 26. november, når vi samler unge fra Lyngbys uddannelser til en eftermiddag med fokus på iværksætteri.
Eftermiddagen byder på inspiration, konkrete historier og mulighed for selv at prøve kræfter med iværksætteri. Du møder unge og erfarne iværksættere og får et indblik i både mulighederne, udfordringerne og de første skridt på vejen.
Startup Lab er for dig, der er nysgerrig på iværksætteri, har en idé, du gerne vil udforske, eller bare har lyst til at prøve noget nyt sammen med andre unge på tværs af uddannelser. Du behøver ikke have en færdig idé eller vide, at du vil være iværksætter – det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at være med.
Arrangementet er gratis og inkluderer let forplejning. Nærmere info om programmet følger.
Arrangementet er et samarbejde mellem Science City Lyngby, Erhvervsakademi København, Virum Gymnasium, H.C. Ørsted Gymnasiet, U/NORD og Lyngby Private Skole.